Tre 40-års jubilarer finder stadig udfordringer i jobbet

24.04.2024
Tre jubilarer ansat i Favrskov Kommune

Inden for en måned her i foråret har Bente, Eva og Ingrid 40-års jubilæum som ansat i Favrskov Kommune. Den står på fejring og på sigt kongens fortjenstmedalje, og også lige et par spørgsmål om jobbet, og hvordan man bevarer gejsten igennem årene. 

60-årige Bente Jakobsen har været dagplejer i 40 år i Laurbjerg, 63-årige Eva Højen er uddannet sygehjælper og nu aktivitetsmedarbejder på Hinneruplund, og 67-årige Ingrid Overbye er uddannet økonoma og arbejder nu mest med administrative opgaver ved Favrskov Mad. 

Mellem 1. april og 1. maj har de alle tre 40-års jubilæum, og de er hurtige til at sætte ord på, hvad der er det bedste ved deres job.

Bente: - Det er alle de knus, kram og smil jeg får og det tætte samarbejde med forældrene. Jeg kan selv tilrettelægge min dag, og jeg har et godt fællesskab med mine kolleger. Og så er det selvfølgelig også det, at jeg kan se, at børnene udvikler sig – sproget tager form, de kan selv drikke af et krus og tage tøj på.

Eva: - Det bedste er, at jeg kan se, at jeg gør en forskel for de ældre medborgere. Jeg kan se det i deres øjne, når vi synger eller laver gymnastik sammen. Og jeg kan se det på dem, når de siger ’tak for i dag’. Så er de glade, og det gør mig godt. Jeg sætter stor pris på at have kontakt til mange mennesker, og jeg har heldigvis et fantastisk samarbejde med mine kolleger.

Ingrid: - Som økonoma startede jeg med at lave mad på plejehjemmet i Foldby, men i de sidste 20 år har jeg været administrativ medarbejder, hvor jeg arbejder mest med logistikken omkring madudbringning til hjemmeboende borgere og vores pakkeri. Derudover skal systemet til madudbringning holdes ajour og udbygges. Det er alsidigt og fyldt med udfordringer, og så har jeg nogle skønne kolleger. En gang om året får jeg lov til at komme i køkkenet, når der op til jul skal laves gærklejner. 


Eva får ordet først, når det drejer sig om spørgsmålet: Hvordan har du bevaret gejsten i de 40 år?

Eva: - Jeg har udviklet mig sammen med jobbet, hvor jeg har været omstillingsparat og hoppet med på nye udfordringer, eksempelvis at blive hørevejleder. Der har været den digitale udvikling og kravet om dokumentation. Men det vigtigste har været kontakten til borgerne og samarbejdet med mine skønne kolleger.

Ingrid: - Hvis jeg lige hører, at en har været det samme sted i 40 år, så vil jeg umiddelbart tænke: Hold da op, hvorfor er hun ikke kommet videre! Og nu er det så mig selv, og jeg vil sige, at der er hele tiden kommet nye udfordringer, nye digitale løsninger, noget der skal regnes ud og opdateres. Næste opgave bliver at være med til at lave en menuplan til vegetarer. Det er også spændende, så jeg tager et år mere.

Bente: - Jeg er glad for mit job, og det afgørende er, at jeg kan se, børnene trives og udvikler sig. Igennem årene har jeg haft 70 børn i mit dagplejehjem. Jeg har en åben og ærlig dialog med forældrene, også når tingene kan være svære. Det har også haft stor betydning, at jeg har et godt bagland og gode kolleger at spare med.

Stort tillykke med jubilæumsdagene.